it-centerfyn logo

Henter indhold ...

Netværksseminar for det IT-didaktiske samarbejde 2022

Skrevet af: , 21. marts 2022

Efter to års coronapause kunne vi 23.-24. februar 2022 afholde vores årlige netværksseminar. Denne gang blev hele arrangementet afviklet på Nyborg Strand, hvor der var fine faciliteter og den smukke omkringliggende natur gav gode betingelser for walk and talks for de knapt 50 deltagere fra 17 partnerskoler. 

Sparring samt idé- og erfaringsudveksling partnerskolerne imellem er et centralt fokus på seminarerne. Derfor var der sat god tid af til det i form af gruppearbejde, workshops og oplæg fra skolerne, ligesom der var gode muligheder for socialt samvær og networking. 

På førstedagen var temaet klasserumsledelse og skærmenes betydning for klasserummet. Dorte Ågård holdt oplæg om sit syn på sagen med afsæt i sin nyeste bog Skærme i skolen. Hun havde fokus på skærmenes betydning for krop, koncentration og fællesskab, elevernes digitale vilje og vaner, behovet for hjælp dertil fra læreren, og overordnede principper for praksis samt konkrete eksempler på begrænsning af skærmbrug. Afslutningsvis hørte vi hendes tanker om, hvordan post-corona-IT-trætheden blandt elever og lærere kan vendes til noget positivt, der kan bygges videre på. Derpå fulgte oplæg fra Marie-Louise Bach om skoleprojekt om klasseledelse på Nyborg Gymnasium, hvor Dorte Ågård er tilknyttet. Vi afsluttede dagen med walk and talk og opsamlende diskussion om deltagernes tanker om oplæggene; hvad var genkendeligt, hvad kan de tage med videre, hvad vil være en udfordring at få kollegerne med på?

Andendagen var inddelt i fire blokke: En bazar, nyt fra Microsoft/Google, IT-introduktion og progressionsplan, herunder digital dannelse, og IT-teknikernes rolle på skolerne.

I bazaren kunne deltagerne vælge mellem fem oplæg, som kørte i to runder:

  • Marie-Louise Bach: Mere om skoleprojektet om klasseledelse på Nyborg Gymnasium
  • Janus Lylloff: Om brugen af Clevertouch på Mulernes Legatskole
  • Michael Juul Nielsen, HF & VUC Fyn: Apps i Google
  • Sidsel Nonnemann: Gruppegenerator og MegaSeatingPlan.com
  • Rikke Enemærke: Digitale prøver og afleveringer i Prøvebanken

Bazaren afrundedes med et fælles oplæg om GDPR i fht. brugen af apps ved Anne Schultz, IT-Center Fyns DPO.

Derefter fulgte oplæg om nyheder og særlige features fra hhv. Microsoft og Google, hvor deltagerne fordelte sig efter hvilken af de to systemer, skolerne bruger.

Efter frokost var temaet IT-introduktion og progressionsplan, og Lise Rejnhold viste eksempel fra Odense Katedralskole, hvorefter Janus Lylloff fulgte op med en præsentation af ditto fra Mulernes Legatskole. Dette dannede afsæt for en gruppediskussion om, hvordan man ude på skolerne har organiseret det IT-pædagogiske arbejde og arbejder med digital dannelse. Afslutningsvis sparrede deltagerne på en walk and talk om IT-teknikernes rolle på skolerne, hvilket afrundedes med en opsamling, som gav os mange gode idéer og fokuspunkter at gå videre med, når vi senere på foråret skal afholde en workshop for IT-teknikerne. Tak for det, og tak for alle bidrag og deltagernes engagement på seminaret.

  • IT-didaktisk samarbejde