it-centerfyn logo

Henter indhold ...

Klassenotesbogens mere avancerede muligheder.

Skrevet af: , 3. maj 2019

Peter Olsen, IT-Pædagogisk Gymnasiekonsulent

Når man nu har projektarbejder kørende i klassenotesbogen, er funktionen ”mærker” en rigtig god mulighed for direkte kommunikation med eleverne. Eleverne kan nemlig sætte et mærke (f.eks. spørgsmålstegnet) inde i en notesbog et sted hvor de har et fagligt spørgsmål, en kommentar eller andet de gerne vil have andre til at se på. Disse mærker kan man så fremsøge, og direkte hvor problemet opstår i den enkelte elevs sektion, kommentere på uden at skulle søge hele notesbogen igennem manuelt for at finde elevens spørgsmål. På den måde kan man på tværs af siderne i klassenotesbogen have en meget direkte dialog med den enkelte elev, og specielt de mere stille elever har glæde af dette. Men også de elever, der ikke lige fik svar på spørgsmål til lektien i en travl time, kan benytte denne mulighed - og det giver samtidig underviseren et godt indblik i elevernes forståelse og krudt til forberedelsen, da mange elev-genererede spørgsmål og løsninger jo er gode at tage udgangspunkt i til den næste lektion.

Indlejringer er også en af de mere avancerede muligheder. Det er endvidere gjort nemt fra Microsofts side, idet man blot skal indsætte linket til det objekt man vil indlejre (f.eks. Microsoft Forms, GeoGebra, QuizLet, YouTube m.m.), og så sørger OneNote for resten. Fidusen er, måske specielt med YouTube, at man så kan stoppe filmen, og skrive noter direkte omkring denne på siden i OneNote. At se filmen, og skrive stikord til filmen samme sted, kan være en individuel lektie, hvis siden f.eks. distribueres til den enkelte elev. Eleverne kan så, ud fra stikordene, skrive et referat eller løse en opgave som hører til filmen, og derigennem bogstavelig talt få samlet noterne omkring filmen. Når noterne står på siden sammen med filmklippet, er de nemmere at forstå for eleven, når eksamen nærmer sig. Dette gælder selvfølgelig også de noter eleven tager, når eleven udfordres fagligt med en indlejret applikation eller lignende som f.eks. en dynamisk geometri-app.

En sidste ting under de mere avancerede muligheder, er app’en Office Lens. Denne app giver mulighed for at scanne stort set alt direkte til OneNote. Så når eleverne har lavet en opgave på papir, scanner de den let med Office Lens, og vælger at scanningen skal gemmes i klassenotesbogen. Dette giver også underviseren en mulighed for at give den enkelte elev eller gruppe kredit for godt løste opgaver, idet man, efter selvfølgelig at have fået lov til det, kan scanne elevens besvarelse eller kreative ide. Nu kan man dele den til inspiration for hele holdet via klassenotesbogen. Dette giver eleverne et incitament til at lave gode løsninger, da det er deres løsninger, som kommer på tavlen. Hermed fremmes elevernes ejerskab overfor indholdet i klassenotesbogen.

  • OneNote