it-centerfyn logo

Henter indhold ...

Copydan - ny aftale for blanke medier

Skrevet af: , 15. december 2021

Regeringen er i september 2021 kommet med et lovforslag, der skal træde i kraft 1. januar 2022, om en revision af ordningen for kompensation for privatkopiering.

Lovændring der følger den teknologiske udvikling

Som erhvervsmæssig forbruger af blanke løse medier har I måske i forvejen kendskab til blankmedieordningen, der gør indrapportering og betaling af vederlag lovpligtig. Mange af os har dog ikke brugt ordningen længe, da den pt. kun omfatter cd´er og dvd´er.

Den nuværende ordning blev vedtaget i Folketinget i 1992 og trådte i kraft som lov i 1993. Loven giver borgerne adgang til lovlig privatkopiering mod, at en del af prisen på de medier, privatkopieringen finder sted på, går som vederlag til kunstnerne og producenterne bag indholdet.

Som følge af lovforslaget vil en række nye lagringsmedier blive omfattet af ordningen. I dag omfatter ordningen alene blanke løse medier, hvor den fremadrettet også vil indeholde indbyggede lagringsmedier, således at blankmedieordningen følger den teknologiske udvikling.

Hvad kommer det til at betyde for jer som skole?

Det betyder, at du fremover kan indgå en erhvervsmæssig aftale med Copydan, hvis du ønsker at købe disse medier uden vederlag. Når skolen registreres hos Copydan som erhvervsmæssig forbruger, er det let for forhandlerne, at se, at I er fritaget fra vederlag.

Da lovforslaget endnu ikke er vedtaget, kan man på nuværende tidspunkt kun se, hvilke medier samt satser for vederlag pr. solgt medie, der indgår i lovforslaget. Orienteringen er derfor med forbehold for, at der kan ske ændringer i den endelige lov.

Det giver jer dog mulighed for at forberede jer på implementeringen af lovændringen i din virksomhed.

Følgende medier er inkluderet i lovforslaget:

Lagringsmedie (ifølge lovforslag) * Vederlagssatser (ifølge lovforslag) * DKK

Usb-stik                  kr. 4,00
Hukommelseskort    kr.  4,00
Ekstern harddisk      kr. 16,00
Intern harddisk        kr. 16.00
Netværksharddisk    kr. 16,00
Tablet                      kr. 31,00
Smartphone             kr. 47,50
Bærbar computer      kr. 47,50
Stationær computer  kr. 47,50

*Med forbehold for, at den endelige lovændring endnu ikke foreligger.

Hvornår forventes lovændringen at træde i kraft?

Det fremgår i lovforslaget, at det skal træde i kraft med virkning fra den 1. januar 2022.

Ny aftale med Copydan KulturPlus

Jeres nuværende aftale med Copydan KulturPlus vil ikke længere gælde, når lovændringen træder i kraft. Da skolerne er erhvervsmæssig forbruger af en eller flere af ovenstående medier, kan der ansøges om en ny aftale på Copydans hjemmeside, når loven er trådt i kraft til januar. Hvis du har en aftale i forvejen, vil de også sende dig en mail med et direkte link.

I kan læse mere på Copydans hjemmeside